Min "Bog". ♥

Det her er den "bog", som jeg arbejder på! Hvad syntes i? (-:
- Den hedder Alfahunnen.



Mennesker tror, at varulve er skabt for at dræbe mennesker. At det er monstre, som er halvt menneske og halvt ulv. Men det er en løgn. En løgn, som der er alt for mange mennesker der tror på.
En varulv er en kæmpestor ulv, som er tre gange så stor, som en almindelig ulv. Der er kobler med ulve, som kan snakke med hinanden i tankerne, men kun når de er i kobbel sammen. De er skabt for at dræbe nogle væsner, som dræber mennesker og er skabt til det. Vampyrer. Og Vampyrer er hurtige, fordi de skal dræbe mennesker, men Varulve er dobbelt så hurtige som vampyrer, for de er skabt til at dræbe dem. Varulve er gode. Som varulv kan man være to ting: Formskifter eller en speciel ‘art’, som kun bliver varulv, når de blive vrede. Man er unik og speciel, hvis man er formskifter. Jeg er formskifter.


Jeg havde taget mine brune cowboybukser på, en løs hvid blondetop og en sort cardigan. Jeg redte mit lange, brune hår og flettede en fransk fletning, som nåede ned til lige over numsen.
Jeg skulle mødes med koblet. Jeg løb nedenunder. Vi boede i dette her mellemstore træhus, malet hvidt, med store dejlige vinduer - så sollyset kunne komme ind -, med to etager og meget plads. Vi - mig og min far - elskede det. Min far var høvdingen i koblet, men han var ikke en del af det på den måde. Han løb ikke sammen med os i ulveskikkelse.
Vores kobbel bestod af én pige, og fem drenge. Og alle forældrene, men selve koblet var kun os seks. Jeg var den flotteste ulv i koblet, det sagde alle. ALLE. Jeg var en rødbrun ulv, men de største, rareste og varmeste brune øjne, meget flot. Jeg kunne kun rose mig selv, som en ulv. Min ulveskikkelse var fantastisk. Ellers var der Jacob, Zack, Xavier, Daniel og Jasper. De var utrolige. Men i hvert ulvekobbel er der en alfahan. I vores var det anderledes. Det var mig der var alfahannen. Jeg blev dog kaldt for alfahunnen. Det grinede de altid af, drengene.
Jeg stod ude i køkkenet, og tog et glas vand. Jeg slugte det nærmest i en mundfuld. Jeg var virkelig tørstig. Jeg gik ind i stuen, hvor min far sad og var meget optaget af en fodboldkamp.
“ Hvad så, far? Kører det? “ spurgte jeg, og grinede. Han kiggede på mig ovre fra sin lænestol, imens jeg stod i døråbningen mellem køkkenet og stuen. Han nikkede, og kløede sig mistænksomt i sit skæg.
“ Sig det, som det er. Du skal ud til drengene, ikke? “ svarede han med et spørgsmål. Jeg smilede. Jeg nikkede. Han smilede igen, og vendte øjnene mod fjernsynet igen.
“ Hej hej, far! “ Jeg løb ud af hoveddøren, og begyndte at løbe. Jeg skiftede med det samme over til ulv. Xavier, og Jacob var allerede lige så tidligt på den, som jeg. Vi skulle først mødes om en halv time, og det ville nok tage syv minutter at komme derhen. Vi skulle mødes ved vores sædvanlige sted. Ved Jaspers hjemmelavede klubhus inderst inde i skoven, hvor ingen andre end os kendte vejen til. Vi kaldte det for Ulvehuset.
‘Hey, hvad så Xenia? Er du med os på linjen?’
‘Klap i Jake.’
Man kunne tydeligt hører igennem deres tanker, at de grinede. Men nok mest Jacob.
‘Hvorfor så tidligt på den drenge?’
‘Hvorfor er DU så tidligt på den?’
‘Jacob, hvis du ikke har nogle gode svar, så spørg jeg bare Xavier.’
Jacob lo. Jeg kunne mærke glæden fra Xaviers tanker.
‘Ser du.. Jeg kan godt lide at løbe nogle omveje og få lidt luft, det er dejligt.’
‘Det samme her.’
Jeg havde det præcis lige sådan, og jeg hylede af grin, da Jacob kommenterede:
‘Det er faktisk også sådan jeg har det, og det er også derfor jeg gør det.. Hey! Xenia ikke grine, jeg kan høre dig helt hernede ved floden!’
Jeg satte med ét kurs mod floden, og med det samme hørte jeg Xaviers grinende hyl langt væk. Jeg snuste til hans tanker, og så med det samme hans blik. Han var ved klitterne.
Jeg snigede mig omkring nogle buske, da jeg kom ned langs floden. Bag en stor tornebusk, kunne jeg skimte Jacob. Han stod og drak vand fra floden. Han spidsede øre. Han rejste sig op, så han virkede stor. Hans flotte ulvejeg var lysegrå, og hvid på brystet.
‘Xenia, jeg ved du er her! Skal du mules?’
‘Nej, det skal du.’
Jeg sprang frem, og mærkede vandet sprøjte op på min pels. Han løb hen imod mig, som jeg løb hen imod ham. Han knurrede af mig.
‘Er du klar?’
‘Jake, det skal du være, for se her.’
Jeg sprang frem, og hoppede op på hans ryg, så hans mave var mod jorden. Han prøvede ihærdigt at komme fri fra den måde jeg lå tværs over ham på. Men det var umuligt.
‘Xenia? Har du spist for meget for tiden? Du vejer et halvt ton.’
‘Overgiver du dig?’
‘Overgiv dig Jacob, hun vinder!’
Det var Daniels stemme, han var også skiftet til ulveskikkelse nu.
‘Fint! Xenia vinder..’
Jeg hylede et sejrshyl, og rykkede mig fra Jake. Han kom på benene, og sammen satte vi i løb mod Ulvehuset.

Alle var komet undtagen Zack, da vi kom susende op til huset. De var alle i ulveskikkelse endnu.
‘Hej Jacob og Xenia! I kommer da i det mindste til tiden, men den dovne pelsede krudtugle til Zack er ikke dukket op.’
Jeg kiggede over på Jasper, det skal man helst gøre i vores kobbel. Men skal kigge på den der taler, men for vores vedkommende, tænker.
‘Jeg kan godt høre jer!’ kom en brummende tanke fra Zack.
‘Så skynd dig, din dovne køter!’ drillede jeg ham.
Pludselig rumsterede det i en af buskene, og han sprang forpustet frem.
‘Er det nu vi må Xenia?’
‘Ja, kom så drenge!’
De hoppede alle sammen efter Zack. Det var en fast tradition i vores kobbel, at den der kommer sidst, skal mules. Og den regel var drengene specielt glade for. Jeg skiftede til mit menneskejeg, og gik op på verandaen. Jeg satte mig på den lille broderede træbænk, og smed mine ben op på glasbordet. Jeg lagde armene over kors, imens jeg betragtede den klump ulve oven på én ulv, som boksede rundt. Jeg smilede. Jeg kiggede rundt på dem én ad gangen. Jeg stoppede ved Xavier, og han kiggede på mig. Jeg kunne godt se på hans blik, at han spurgte, om jeg ikke ville være med. Jeg rystede på hovedet.
Efter otte minutter var de omsider færdige, og sad nu samlet rundt om det lille glasbord, sammen med mig.
“ Hvad så Xenia? Skal vi nakke nogle blodsugende igler? “ spurgte Daniel kækt.
Alle sukkede irriteret og vendte øjne.
“ Fatter du slet ingenting? “ snerrede Jasper.
“ Det spørger jeg også om, “ slyngede Jacob ud.
“ Det er kun, når det er nødvendigt, Daniel! “ stønnede Xavier.
“ Sig noget til ham, Xenia! “ sagde Zack og rystet umuligt på hovedet.
Daniel grinede bare, og kiggede på mig.
“ Daniel? Skal du have særlig undervisning, eller spiller du dum? “ spurgte jeg, og smilede hånligt. Selvfølgelig vidste alle, at det var for sjov. Det var fast, at vi altid lavede sjov med hinanden. De kastede sig rundt af grin, og Daniel med. Jeg grinede også.
Jeg rejste mig op, og tog fat i håndtaget ind til hytten.
“ Hvem skal have cola? “


Jeg trådte indenfor, og gik ind i køkkenet. Jeg gik hen til køleskabet, og tog to fantaer til Xavier og Jacob, og fire colaer til resten. En underlig mumlen kom indefra stuen. Jeg listede mig langs væggen hen til døråbningen ind til stuen. En person sad i sofaen. Jeg tog sodavandene og løb lydløst ud til drengene. De gloede underligt på mig, så stille som jeg lukkede døren. Jeg kiggede på dem. Xavier hævede det ene øjenbryn.
“ Du ligner en, som har set et spøgelse! “
“ Ja, hvad er der? “ spurgte Jasper.
Jeg pegede over skulderen på døren.
“ Hvem er det der sidder i stuen? Jeg sværger drenge, der sidder en i stuen, og ser fjernsyn, “ sagde jeg lidt chokeret.
Daniel rejste sig op, og klappede mig på skulderen.
“ Kom, nu går jeg med, og du ved, “ sagde han og smilede. “ Vi er varulve, vi kan flå hovederne af dem, hvis det er en uvelkommen person. “
Jeg så vredt på ham, og han fniste. Vi gik ligeså stille ind. De andre stilte sig i køkkenet, imens Daniel og jeg gik hen til sofaen. Vi skød os selv frem foran personen og sofaen. Personen skreg, og kiggede forskrækket på os.
“ Emma? “ udbrød jeg. Daniel sukkede opgivende.
“ Ej, altså Jasper! Dig og din kæreste skal altså ikke bo her! Jeg ved godt, at du er treogtyve, men alligevel, “ brokkede han sig.
Resten af koblet løb hen og satte sig til rette i stuen, og Jasper satte sig ved siden af Emma.
Han kyssede hende blidt på munden, og de andre drenge himlede med øjnene. Deres forelskelse var kommet, som en hver anden varulvs. Jasper var blevet indpræget i Emma. Indprægning er noget kun varulve kan blive. Det er en form for forelskelse, men ti gange mere kraftigt. At indpræges i nogen er, at man ikke kan tænke på andet end den person. Man vil gøre alt for at beskytte personen, gøre alt for, at personen har det godt, gøre alt for ham eller hende. Gå igennem ild og vand, dø for personen, lige meget hvad personen beder en om vil man gøre det. Og man vil leve livet med personen. Aldrig give slip på personen. Og til sidst må man jo forklare personen, hvad der foregår med én og, hvorfor man er sådan. Og derfor bliver vi varulve jo også nød til at forklare vores anden identitet.
Men den største regel blandt varulve var, at den ulv, som blev indpræget i en person, måtte man aldrig nogensinde gøre ondt ved, at der skete noget med den person ulven var blevet indpræget i.
“ Hvad laver du her, elskede? “ spurgte Jasper kærligt. Han havde en vis charme. Han var også treogtyve og den ældste af os alle. Den yngste alder blandt os var atten. Jacob, Xavier og jeg var atten. Zack og Daniel var nitten, og Jasper var så treogtyve.
“ Jeg ventede på dig. Og desuden har jeg bagt muffins til jer, “ svarede hun og pegede på sofabordet, hvor et fad fyldt med muffins stod. Jeg kiggede på det. Chokolademuffins, hvor lækkert!
“ Det må jeg sige, det er rigtig pænt af dig, Emma, “ smilede jeg og tog en muffin, og sendte fadet med muffins videre til drengene. De tog én hver, og Emma tog også selv en, som den sidste.
Drengene var hurtigt færdige med at spise deres, imens jeg og Emma var lidt mere omhyggelige. Drengene pjattede, og løb udenfor. De var hurtigt i ulveskikkelse, og de løb ind i skoven. Så var der kun Emma og jeg tilbage.
“ Hvordan har du det egentlig med det? “ røg det ud af mig. Hun kiggede over på mig, som jeg satte mig i sofaen.
“ Med hvad? “ spurgte hun sødt og uforstående.
“ Med alt det her ulveliv. Du vidste jo slet ikke, at vi fandtes eller noget. Og desuden bærer du rundt på en meget stor hemmelighed, som du overhovedet ikke må sige noget om. Og du ved jo, hvad der ville ske med dig, hvis du siger det. Hvordan her du det egentlig med.. Det? “
Hun kiggede ned på gulvtæppet under sofabordet. Hun lagde hovedet på skrå.
“ Altså, én ting er jo sikkert: Jeg tør ikke sige det til nogle, så flår i hovedet af mig, “ begyndte hun, og grinede. “ Men jeg har det lidt underligt med det. Også det dér.. Hvad var det nu det hed? “
“ Indprægning? “
“ JA! Indprægning. Det virker så underligt, at det lige var mig Jasper blev indpræget i. Hvis han ikke blev det havde jeg aldrig vidst noget omkring, at i var varulve. Altså jeg kender jer jo fra skolen, men ellers.. Jeg har det jo fint nok, når jeg ved alt det om jer. Og jeg kunne aldrig finde på at sige det videre, “ lød hendes endelige svar. Jeg nikkede forstående.
“ Okay. Det lyder dejligt. For som alfahan, eller.. Alfahun er det vigtigt for mig at vide, “ sagde jeg ærligt til hende. Hun smilede, og jeg smilede igen.
“ Jeg kan rigtig godt lide dig Xenia. “ Jeg kiggede overrasket på hende.
“ Tak, jeg kan også godt lide dig, “ sagde jeg. Vi grinede rigtig tøset, og hun kastede en pude hen på mig. Vi rejste os op, og gik udenfor til drengene. Nu var de foran verandaen, og det lignede, at der foregik en slåskamp. Ikke for sjov. Jeg blev i det samme, i ulveskikkelse, og sprang frem.
‘STOP!’
‘Din lille forbistrede mide! Din lille hvalp!’ snerrede Daniel.
‘Klap i din flabede tøsedreng, som om du kan slå mig,’ bed Jacob.
‘STOP, SAGDE JEG! HVOR VOVER I IKKE AT ADLYDE ALFAEN,’ råbte jeg igennem tankerne. De stoppede brat, og så på mig. De andre, som ikke var inde i slåskampen, trådte om bag mig. Jeg gjorde mig stor, og kraftig. Jeg sendte dem lynende blikke.
‘Menneskeskikkelse, NU! Og så er det bare ind!’ De trådte med det samme i menneskeskikkelse, og så dræbende på hinanden, mens de gik indenfor. Emma stod på verandaen, og så forskrækket på de to drenge. Resten af koblet og jeg kom i menneskeskikkelse. Drengene løb indenfor, og Jasper tog Emma med. Mens de to gik ind kiggede Emma spørgende på mig. Jeg smilede kort, og sukkede. Da de lukkede døren, gik jeg op på verandaen, og tog i dørhåndtaget.
Jeg gik med voldsomme skridt ind i stuen, hvor de alle sad undtagen Jacob og Daniel, de stod op i hver sin ende af stuen. Jacob ved det kæmpe vindue, som fylder hele den ene væg af stuen, og Daniel i døråbningen mellem toilettet og stuen. Daniel så ned i gulvet, og undgik mit blik, og det samme gjorde Jacob, men bare ved at kigge ud af vinduet. Her var bomstille, og alle de andre kiggede afventende på mig.
“ Hvad fanden sker der? Så snart man ikke står og kigger på jer er i med det samme oppe at slås! Man kan ingen gang være væk, uden der forgår et eller andet åndssvagt. Kæft, hvor er det skuffende, “ brummede jeg, og gik ud i køkkenet. Jeg tog en cola, og bællede den. Jeg kvaste dåsen, og tyrede den ned i gulvet. Nu kiggede de to fyre på mig.
“ Den der var der pant på, “ kom det fra Jacob. Jeg så vredt på ham.
“ Ja, og dit ulvejeg kunne være kommet til skade. Det samme kunne Daniels. “
“ Sig ikke det til mig, men til ham, “ bed Jacob. Jeg gik hen til ham, og stillede mig foran ham. Jeg skar en provokerende grimasse, og hævede det ene øjenbryn. Jeg lagde armene over kors. Jeg var meget lavere end mig, men jeg var ligeglad.
“ Står du nu og skyder skylden på din modstander? I er lige gode om det JACOB! “ vrissede jeg. Han vendte skulderen mod mig, og kiggede ud af vinduet igen.
Jeg gik hen til Daniel. Jeg pegede på ham, og stak den på hans brystkasse.
“ Hvorfor sloges i? Kan du fortælle mig det? “ Jeg kiggede irriteret på ham. Xavier rømmede sig, og alle øjnene blev rettet mod ham.
“ Hvorfor svarer i ikke bare Xenia, og forklare hvad der skete? Ellers gør jeg det, “ sagde han roligt og afslappet. Jeg nikkede mod ham.
“ Xavier, det lader til, at du som ingen gang var indblandet i kampen skal forklare det. Åh gud! Tænk engang, “ sagde jeg og vendte øjne. Jacob og Daniel kiggede på hinanden, og knurrede. De ville have knurret, hvis de var i ulveskikkelse.
“ Det hele startede med, at der var en mus på skovbunden. Vi legede lidt med den, og så stak den af, men så fandt vi på, at legen skulle gå på, at man skulle fange den. Og den der så fangede den ville vinde. Vi satte straks i gang, og Jacob og Daniel var hurtige. Jeg, Zack og Jasper var dog lige i hælene på dem, men de var jo hurtige, så vi kunne ikke indhente dem, men vi prøvede. Lige med et sprang de begge to op i luften, og kastede sig over noget i bladene, hvilket så var musen. De landede på hinanden, og kom op at skændtes. Og det udviklede sig på hjemvejen, og det var det der skete, “ forklarede Xavier.
Jeg nikkede forstående. Der var stille et par minutter, men med ét brød alle ud i grin.
“ Sikke dog en latterlig ting at slås over! “ grinede jeg, og Jacob og Daniel gav hinanden et knus, og de var gode venner igen.
Jeg så op på uret. Klokken var halv to. Jeg kiggede rundt.
“ Hvem vil med ud og løbe en tur? “
　
Jeg vippede lidt med ørerne i takt med lyden af knasende kviste på den friske skovbund. Jeg snusede til duften af frisk, grøn skov og sommer. Jeg kiggede til siden, hvor Xavier, Jasper og Jacob løb. Daniel og Zack gad ikke, men ville heller spille et spil med Emma. Jeg drejede hovedet om mod foran mig, og koncentrerede mig om, hvor jeg skulle løbe hen. Jeg tænkte lidt over, hvor flotte vi hver især var. Jeg var jo rødbrun og Jacob var lysegrå med hvidt bryst. Men ellers var de andre også meget flotte. Xavier var helt hvid, men med lysegrå bryst. Faktisk de samme farver, som Jacob bare omvendt. Jasper var helt sort. Zack var blond. Daniel var beige med mørkebrunt bryst. Alle meget flotte.
Jeg satte kurs mod klitterne. Jeg kunne se Jasper og Jacob sætte kurs mod floden. Xavier fulgte mig. Floden de andre satte kurs imod var speciel. Den var kåret, som den flotteste, længste og mest fascinerende flod i U.S.A.. Den lå i Forks. Den lille sølle by, som vi alle sammen boede i. den blev også bare kaldt for skovbyen. Det meste af byen var dækket af skov. Men skolen lå i Seattle, så derfor havde jeg også fået min egen bil af far. Min far hed Mason. Han havde sort hår, og sort overskæg. Otteogfyrre år, og temmelig slank. Jeg havde langt mørkebrunt hår, brune øjne, en mellem stor tud og lige store læber. Og slank. Jeg lignede min ulveskikkelse ret godt, men jeg syntes selv, at jeg var ti gange så flot, som ulv end menneske.
‘Jeg syntes nu, at du er ganske flot, som menneske også,’ afbrød Xavier mig med en tanke. Jeg drejede mit hoved over mod ham, og kiggede ind i hans krystalblå øjne. Alle ulvene havde den samme øjenfarve, som i sit menneskejeg.
Jeg prøvede at smile, så meget som jeg nu kunne, som en ulv. Jeg satte farten op. Da jeg genkendte den lille sti imellem de store træer, som førte op til klitterne hylede jeg. Et sekund efter hørte jeg et hyl. Det var Jasper.
Jeg sank farten, og satte i gang i stedet for løb, da jeg fik øje på klitterne. Jeg gik hen yderst på klippen der havde fået navnet The Big. Det var den største klit, og med den flotteste udsigt ud over Noasøen. En kæmpe sø, mange turister badede i om sommeren. Det var sommer, så derfor holdte vi også meget øje efter vampyrer langs Noasøen. Jeg lagde mig ned, og kiggede på den gode udsigt. Xavier lagde sig ned ved siden af mig. Han nød også udsigten ligeså meget som jeg. Mig og Xavier havde den ting tilfælles, at vi begge var fuldstændig forelskede i naturen, og dyr. Derfor var vi også brandene lykkelige for at være varulve.
‘Det er smukt, syntes du ikke også?’ spurgte han.
‘Jo virkelig meget,’ svarede jeg. Det meget fascinerende ved varulve er, at de kan tale sammen i tankerne. Det var en stor fordel, når vi jagede efter vampyrer. Så kunne vi komme i kontakt med hinanden, så vi kunne have forstærkninger. Xavier rejste sig med et sæt op, og gjorde sig stor. Hans ører strittede i retning mod skoven. Nu kunne jeg også høre det, og på det sekund jeg kunne høre det, rejste jeg mig lynende hurtigt op. Nogle løbende skridt nærmede sig inde fra skoven, men vi havde ikke opfanget, hvem det var eller om det overhovedet var en ulv. Det kunne ligeså godt have været en vampyr.
Da egernet kom ud af krattet hylede, Xavier og jeg af grin.
‘Jeg må hjem nu,’ tænkte jeg til Xavier og alle de andre, og de sagde farvel. Jeg løb hurtigere end nogensinde før, hjem. Først da jeg kom til baghaven skiftede jeg til mit menneskejeg.
Jeg åbnede døren, og trådte indenfor. Jeg sørgede for at låse den igen efter mig. Jeg gik ud i køkkenet og videre ind i stuen.
“ Mason? “ kaldte jeg. Der kom intet svar. Jeg gik lydløst ovenpå. Jeg kunne lige pludselig høre en mumlen nedefra, og nogle grin. Jeg løb nedenunder igen. Jeg gjorde mig parat med en knytnæve, da jeg hoppede ind i stuen.
“ Hvem dér?! “ råbte jeg. To forskrækkede ansigter kiggede på mig. Jeg så min fars først ret forskrækkede ansigt lave sig om til et grin, og så en kvinde ved siden af i sofaen.
“ Ej, skat gider du lige tage en slapper? “ spurgte Mason. Det var blandet om jeg kaldte ham far eller hans rigtige navn. Jeg slap stillingen med knytnæven og lod armen dumpe afslappet ned langs siden. Jeg svarede ikke, men kiggede i stedet på den smilende dame på min fars alder. Hun havde blond, skulderlangt hår, grønne øjne og var slank. Hun havde en langærmet, sort og hvid stribet bluse på, og et par cowboybukser samt et par gummisko. Jeg smilede kort.
“ Hvem er det? “ spurgte jeg, og kiggede uforstående på min far. Hun rejste sig op.
“ Ja, undskyld fik vist ikke lige præsenteret mig, “ sagde hun sødt og rakte hånden ud. Jeg tog imod den. “ Jeg hedder Susan, og jeg otteogfyrre år gammel ligesom Mason. Vi arbejder sammen nede i butikken. “
Jeg hævede det ene øjenbryn. Jeg ruskede bare normalt, og uinteresseret i hendes hånd.
“ Jeg hedder Xenia, datter af Mason og min mor Juliane. De er skilt, så jeg bor hos min far. Men jeg besøger tit min mor. Jeg er atten, “ præsenterede jeg mig. Jeg slap hurtigt hendes hånd efter sidste sætning, og gik ud i køkkenet. Hun kiggede ned i gulvet, og satte sig ned i sofaen igen. Jeg tog en mælk og drak fra kantonen.
“ Hvor var i lige før? “ spurgte jeg Mason. Han kiggede ud på mig.
“ Ude i forhaven. Hørte du os ikke? “ sagde han. Jeg stillede mælken på plads. Jeg rystede på hovedet. Jeg traskede ovenpå. Jeg gik ind på mit værelse, og lukkede døren.
Jeg kiggede rundt i mit grønne værelse. Jeg havde olivengrønne vægge, et kæmpe vindue, en stort broderede træskab, et hvidt skrivebord med en olivengrøn skrivebordslampe, en sort skrivebordsstol med hjul, en stor broderede træseng, og et broderede natbord i træ. Og så alle mine ting, på hylder og i kasser ovenpå hylderne. Og så havde jeg en stor bogreol lavet af træ fyldt med bøger. mit vindue var specielt bygget, så det gik indefra huset og ud. Så der var en halv meter ud til vinduet. Jeg sad der ofte og kiggede ud af vinduet. Der hang også gardiner, som var hvide med blonder. Dem trak jeg altid for, når jeg gik i seng eller trængte til fred.
Jeg tog min mobil op af lommen. Ingen nye beskeder, eller ubesvarede opkald. Jeg sukkede, og smed mig på sengen. Jeg lukkede øjnene og kunne nærmest den friske vind imod min pels fra den gode løbetur. Den bankede på døren. Jeg åbnede øjnene. Døren åbnede sig og Susan kom ind. Jeg satte mig hurtigt op.
“ Hej! Undskyld, hvis jeg forstyrrer, ville bare se dit værelse. Nej, hvor er det flot, “ sagde hun begejstret. Hun kiggede rundt. Da hun fik øje på vinduet fløj hun nærmest hen til det. Jeg hævede det ene øjenbryn. Hun så meget begejstret ud for vinduet selv.
“ Nå, nu må jeg hellere gå ud, det er jo trods alt dit værelse, eller din hule, “ sagde hun og fniste alt for sødt efter min mening. Da hun lukkede døren rejste jeg mig op, og skar ansigt.
“ Nå, nu må jeg hellere gå ud, det er jo trods alt dit værelse, eller din hule, “ vrængede jeg med en efterlignende stemme. Jeg grinte, og gik hen til vinduet. Jeg brød mig ikke om hende. Hun var sød, køn og hun var det hele af positivitetens land, men det var mere mig der var noget i vejen med, for hun var jo en skøn kvinde. Men jeg ville kun have én kvinde til min far, og det var min mor. Ingen andre.
Jeg gik over til døren, og åbnede den. Jeg lukkede den forsigtigt igen, og listede med et skridt ad gangen ned af trapperne, indtil der var udkig fra nogle af de høje trappetrin, og ind til stuen. Jeg satte mig på det trin jeg var nået til, og udspionerede dem. De sad og snakkede om interesser og familie.
“ Ja, men altså Xavier er jo en prins. Min elskede søn. Han savner sin far, men.. Han er jo et andet sted. Et sted over skyer, “ mumlede hun. XAVIER! Jeg løb nedenunder og lige ind i stuen, foran dem.
“ Hvor gammel er din Xavier? “ røg det ud af mig. Hun kiggede overrasket på mig, og Mason sendte mig et vredt blik.
“ Han er seksten, hvorfor? “ svarede hun. Jeg smilede. Jeg blev helt lettet.
“ Nå, ikke for noget, “ sagde jeg og gik ud i køkkenet. Jeg tog et æble og løb op af trapperne, og op på mit værelse. Jeg tog min mobil i lommen, og løb nedenunder. Jeg kiggede hen på Mason og Susan. Hun skulle ikke til at bo her, jeg ville råbe og skrige af Mason, hvis han ville have hende, som kæreste. Aldrig. Det ville de aldrig få lov til, så ville jeg da i hvert fald flytte. Men det ville Mason aldrig give mig lov til. Susan opdagede, hvordan jeg stod og kiggede.
“ Vil du noget, søde? “ spurgte hun nysgerrigt. Jeg rystede på hovedet, og rettede blikket mod Mason.
“ Far, jeg smutter. “ Han kiggede mistænksomt på mig, og sukkede. Susan så spøjst ned i sofaen.
“ Så ville hun jo noget, men hvorfor rystede hun så på hovedet? “ mumlede hun med sig selv. Jeg gik udenfor, og kiggede rundt. Jeg gik ud af havelågen, og ud på fortovet. Jeg fortsatte hen ad vejen, og drejede ned ad en sidevej. Jeg kiggede på nogle af husene. De var så forskellige, at man skulle tro, at der havde været seksten forskellige arkitekter, og dystet om det mest pæne hus. Ingen var ens, eller var bare en lille smule ens. Ingen af dem. Ingen ens farver. Jeg stoppede op ved det pæneste af dem alle, og gik ind igennem lågen, og op af den sti de havde bygget af store, flade sten. Den lille sti førte op til døren, og jeg fulgte den ihærdigt. Jeg så op på døren, og ringede på. Døren åbnede sig, og Jacob stod i døren.
“ Xenia! Dejligt at se dig, kom ind, “ sagde han imødekommende, og smilende. Jeg kastede et sidste blik på solen, og henvendte derefter opmærksomheden på Jacob, og trådte indenfor.
“ Tak! Også dejligt at se dig, “ smilede jeg. Han lukkede døren efter mig, imens jeg tog mine Converse af. Jeg havde ikke taget jakke på, eftersom det var sommer og meget varmt.
Jacob tøffede ud i deres store køkken, og åbnede køleskabet. Han hev tog colaer ud, og rakte mig den ene. Jeg tog taknemmeligt imod den og jeg fulgte efter ham op på hans værelse. Han åbnede døren og trådte til side, så jeg kunne komme forbi. Jeg klukkede, da jeg gik forbi ham langsomt ind i hans værelse. Det var et drengeværelse, men mere voksent. Han havde en stor dobbeltseng, som var sort med hvidt sengetæppe over, for at skjule dynebetrækket. Der var hvide vægge, et sort skrivebord med en hvid bordlampe. Et kæmpe sort klædeskab, og sorte gardiner ved vinduet. Han havde et stort billede af ham, som ulv på væggen over sengen. Det var et jeg havde taget af ham for to måneder siden, i Maj. Jeg hvilede blikket på det, og havde ikke opdaget, at han havde lukket døren og sat sig ved siden af mig. Noget jeg heller ikke havde lagt mærke til var, at ved siden af det billede af ham, som ulv var det billede af os begge to, som ulve, som Zack havde taget. Jeg smilede endnu mere, og kiggede på ham. Han kiggede på mig, og smilede igen.
“ De to billeder har fået de bedste pladser herinde, “ sagde han og kiggede også op på dem.
“ Sødt, “ mumlede jeg. Han åbnede sin cola, og tog en tår. Han satte den på sit natbord, og rejste sig op.
“ Du skal lige høre noget! “ Han smilede og gik over, og tog sin guitar. Jeg smilede begejstret, og satte mig godt til rette. Han satte sig lige ved siden af mig, og begyndte at spille. Han sang en fascinerende sang. Om det at være indpræget, i selv om for alle andre mennesker ville det bare være forelskelse. Jeg lyttede godt efter i teksten. Han sang om at være indpræget i en person, som man egentlig ikke burde være indpræget i, når man vidste man aldrig ville få hende. Det var svært, men det blev glemt, når hun var hos sig, og var lykkelig. En virkelig smuk sang, og jeg kunne mærke, at jeg blev rørt. Jeg opdagede det, da en tåre trillede ned af min kind. Han sluttede sangen af, og kiggede forbløffet på mig. Jeg smilede over hele ansigtet, med tårer trillende ned af kinderne.
“ Hey, det var ikke for at gøre dig ked af det, “ sagde han chokeret.
“ Nej, Jake jeg blev bare så.. Rørt. Det var en virkelig smuk sang, og jeg kan jo godt gætte mig frem til, at du selv har skrevet den, “ smilede jeg, og tørrede tårerne væk. Han smilede, og satte guitaren på plads. Han rømmede sig.
“ Var der egentlig noget specielt du ville? “ spurgte han. Jeg fniste.
“ Ja, slippe væk fra min fars arbejdskollega. “
“ Slippe væk? “ grinede han. Jeg nikkede.
“ Hun er sød, smuk, det hele, men jeg vil ikke have en papmor! Aldrig i livet. Jeg vil kun have, at hvis min far absolut skal have en ny kone, så skal det var min mor. “
“ Men hun er jo ikke ny? “
“ Næ, men så et nyt forhold med hende, “ grinede jeg, og han grinede med. Han puffede til mig.
“ Du kommer bare lige, når du har lyst. Du skal bare lade være med at forstille dig, at de måske ligger og snaver lige nu! “ Han flækkede af grin, da han så mit let forskrækkede ansigt. Jeg grinede lidt med. Jeg åbnede min cola og bællede den. Han kiggede afventende på mig. Og så kom den største, grimmeste og klammeste bøvs. Vi flækkede af grin og kastede os ned i hans seng.
Da klokken var halv seks, besluttede jeg mig for at gå hjem. Jeg gik ud i entréen og tog mine sko på. Han fulgte mig med øjnene i alt, hvad jeg fortog mig. Jeg tog fat i dørhåndtaget, og gik ud. Jeg stod øverst på trappen, og kiggede op på ham eftersom han var rimelig høj. Jeg kiggede på hans let brune hud, mørkebrune hår, blå øjne og hans lidt halvstore læber. Han smilede. Jeg smilede igen, og så ned. Jeg tog et skridt op til ham, og gav ham et knus. Han gav mig et lille klem, inden jeg slap ham.
“ Vi ses, Xenia, “ siger han og smiler. “ Hils Susan. “ Jeg høre hans latter, og vender mig om for at række tunge, men han er gået ind.
Jeg går hen ad hans vej, og drejer til venstre ad den store vej. Derefter drejer jeg ned ad min vej. Jeg går ekstra langsomt, imens jeg spekulere over Susan og Mason. Tænk nu, hvis han glemmer mig og mor, bare fordi han får fingrene i hende. Hvad nu, hvis hun bliver min nye papmor? Bare tanken jagede et par kuldegysninger igennem mig. Varulve var altid varme, det var dejligt. I selv om vi ikke var i ulveskikkelse mærkede vi stadig varmen fra pelsen, og var nærmest altid fyrre grader varme. Jeg kiggede ned på mine sko, som gik fremad. Jeg hørte min smstone, og tog min mobil op af lommen. Det var en besked fra min far.
Hej Xense. Kommer du snart hjem? Kærlig hilsen Far. Jeg sukkede dybt. Hvorfor forstod Mason ikke, at det var det mest latterlige kælenavn? Han skulle så også have et toplatterligt kælenavn, men hvad? Jeg tænkte i et stykke tid, men kom på et godt et.
Ja, Mase det gør jeg. Er på vej nu.. Der gik ikke ét minut før en ny besked tikkede ind med et spørgsmålstegn. Jeg grinede i selv om jeg var den eneste på gaden. Jeg løb resten af vejen hjem, og kom nærmest stormende ind ad døren.
“ HEJ! “ råbte jeg og min far kom gående afslappende ud i køkkenet til mig.
“ Hej, Xense, “ sagde han smilende.
“ Hej, MASE, “ vrængede jeg barnligt. Jeg gik med næsen i sky forbi ham, og hen til køleskabet. Jeg åbnede det og tog en iste ud. Jeg drak den i store mundfulde, og satte flasken på køkkenbordet til pant. Jeg åbnede igen og kiggede rundt. Jeg kunne tydeligt mærke, at Mason kiggede på mig. Jeg vendte øjnene mod ham og gloede på ham.
“ Hvad er der? “ spurgte jeg irriteret. Han klukkede.
“ Ikke noget, skat, “ svarede han og skulle til at sige noget mere, men jeg afbrød ham.
“ Stop med at kalde mig skat, Mason. “ Jeg kunne se, at hans humør skiftede lidt. Jeg så undskyldende på ham. “ Undskyld.. “
Jeg stak hovedet ind i køleskabet igen, da han smilede. Jeg sukkede. Der var intet mad til at lave noget aftensmad.
“ Skal vi ikke bare bestille en pizza, Xenia? “ spurgte han pludselig. Jeg lukkede køleskabet, og lænede mig op ad køkkenbordet. Jeg kiggede på ham og lagde armene over kors. Jeg nikkede og sendte ham et smil. Han gik hen til mig og rodede mig i håret. Jeg satte det hurtigt på plads igen. Han tog telefonen og begyndte at taste pizzabudets nummer ind, mens han gik ind i stuen.
“ Det er en nummer tretten, ikke sandt? “ råbte han inde fra stuen. Jeg råbte, at det var rigtigt tilbage, imens jeg gik op på værelset.
Jeg åbnede døren derind til. Jeg kiggede rundt. Her lugtede af noget, som ikke lugtede af mig. Jeg gik hen til mit skrivebord. Der lå et brev. Uden på kuverten stod der med en fin håndskrift, at det var til mig. Jeg åbnede brevet og læste. Kære Xenia. Du bliver nød til at komme ud i skoven klokken 21:00 i aften. Det er vigtigt og hele koblet kommer. Måske bliver du lidt sur, når vi intet har fortalt til dig, men.. Ring til mig, okay? Kærligst Jasper. Jeg stak min hånd i lommen og rev min mobil op. Jeg tastede Jaspers nummer ind, og ringede op.
“ Det er Jasper. ““ Jasper! Jeg har læst dit brev, hvorfor har i planlagt noget UDEN min indblanding?! “
“ Åh, er det dig Xenia? ““ Ja, selvfølgelig er det mig! “
“ Kan du komme Xenia? ““ Du skal lige vove på at skifte emne! HVAD HAR I GANG I?! “
“ Der er sket noget i dag, imens du var hos Jacob, og vi kunne ikke få fat på nogle af jer. Havde i slukket mobilerne eller hvad? ““ Ja, det havde vi. “
“ Derfor. Men vi kan ikke snakke om det her! Kom i ulveskikkelse klokken 21:00 ved Ulvehuset. Præcis. ““ Jeg.. Fint. FARVEL. “
“ Hej hej, Xenia. “Jeg lagde på, og smed min mobil på sengen. Jeg gik over til vinduet, og satte mig i vindueskarmen. Jeg hvilede hovedet mod ruden og betragtede træerne og vores baghave. Jeg sukkede dybt. Jeg var Alfahunnen. Det var mig der skulle give ordre og aftale, hvornår vi skulle mødes. Det skulle de overhovedet ikke gøre, det var ulovligt i Ulveloven. Jeg kunne mærke min krop dirrer af vrede. Jeg tog en dyb indånding, rejste mig op og trampede rasende, imens jeg åbnede døren og derefter gik ned ad trappen til køkkenet. Jeg gik ind i stuen og smed mig i sofaen. Jeg kunne mærke min fars blik på mig og så over på ham, som han sad i den anden sofa. Jeg fnyste. Jeg kiggede væk igen.